Mørkelagte cyklister er desværre ikke en sjældenhed
Hvis du er bilist, så kender du scenariet. Pludselig dukker en cyklist ud af mørket. Det er ikke bare ubehageligt, det er også farligt.
En undersøgelse, som GF Fonden og Cyklistforbundet har fået foretaget blandt 5.000 respondenter viser, at selvom vi bor i et fladt land fuld af cyklister, så er cykellygter og reflekser, ikke en selvfølge:
Tre ud af fire danskere har inden for den seneste måned mødt en eller flere cyklister i mørket, som ikke havde cykellygter på. Og mere end hver femte har endda oplevet dette 5 gange eller mere inden for den seneste måned.
Flere unge og flere mænd glemmer lygterne
Undersøgelsen viser, at 8 ud af 10 altid bruger lygter, når det er mørkt. Det er godt, men det betyder samtidig også, at cirka hver femte har glemt lygterne som minimum 1 gang, mens det har været mørkt den seneste måned.
Det er især de unge mellem 18 og 29 år, der er de dårligste til at huske cykellygterne. Her svarer 67 %, at de husker cykellygterne hver gang, de cykler. Til sammenligning svarer 80 % af de 40-49 årige, at de husker lygter hver gang.
Derudover er der en tendens til, at mænd er dårligere end kvinder til at huske cykellygterne.
Lys på i ’lygtetændingstid’ – ellers koster det bøde
Færdselsloven siger, at du skal have lys på cyklen i lygtetændingstiden, men hvornår er det egentligt lygtetændingstid?
Når bilerne har lys på? Når gadelygterne tændes? Når solen går ned?
Svaret er, at det lygtetændingstid fra solen går ned til den står op igen. Dvs. før lygterne tændes på gaderne, og også før det føles rigtig mørkt.
Det er også lygtetændingstid, når sigtbarheden er nedsat. Fx når det er tåget, eller når det sner og regner. Især det sidste, når det regner, er der mange cyklister, som ikke tænker. Men også i regnvejr er det nødvendigt med lys på cyklen.
De unge ved ikke nok om lys og reflekser
Lys på cyklen-undersøgelsen fra GF Fonden og Cyklistforbundet viser også, at det kniber med danskernes viden om cykellys og reflekser.
62 % mener ikke, at de har nok viden om, hvordan man tjekker om cykellygter og reflekser er lovlige. Og hver femte ved ikke om deres børns lygter og reflekser er lovlige.
Hos de unge på 18-29 år er det lidt over halvdelen, som ikke har tilstrækkelig viden om lovligheden af cykellygter og reflekser. Og 58 % af forældrene mellem 30 og 39 år ved ikke om deres børns cykellygter og -reflekser er lovlige.
Tjek dig selv: Har du de påbudte lys og reflekser?
Hvordan med dig selv, har du selv helt tjek på, hvor mange lys og reflekser en cykel kræver, for at den er fuld lovlig i lygtetændingstiden?
En cykel skal være udstyret med:
- En forlygte der lyser hvidt eller gulligt.
- En baglygte der lyser rødt
- En hvid refleks foran
- En rød refleks bagpå
- Hvert hjul skal være udstyret med en gul refleks eller med reflekterede overflader
- To pedalreflekser.
Læs undersøgelsen om lys på cyklen
Rapporten om danskernes brug af lys og reflekser på cyklen er udarbejdet af Human Engage for GF Fonden og Cyklistforbundet i oktober-november 2024.
Undersøgelsen er baseret på 5.000 interviews af repræsentative personer i Danmark i alderen 18-75 år.
Ønsker du at citere fra rapporten, er du meget velkommen. Du skal blot sørge for at nævne GF Fonden og Human Engage som kilde.
Se også pressemeddelelse om undersøgelsen , som GF Fonden sendte ud i november 2024.